Lad os grille!
Det er svært at sige sommer, uden samtidig at lede tankerne over på grill. For vi danskere elsker at tænde op i grillen, faktisk hele året rundt, og vi bruger gerne mange penge på at købe en god model og ikke mindst alt tilbehøret til. Kan vi samtidig finde et godt tilbud, så er glæden enorm. Danmark er faktisk et af de lande i verden, der bruger flest penge på grillen og udstyr, så det kan godt betale sig at spare lidt penge, hvis det er muligt.
Den klassiske Weber kuglegrill
Grillmanien begyndte for alvor tilbage i 90'erne, hvor en kuglegrill fra Weber pludselig blev allemandseje. I tiden før var det den klassiske kassegrill, hvor man hældte sit trækul op i, overdyngede det med tændvæske, og tændte. Den var perfekt til den direkte stegemetode, men kunne ikke meget mere end det. Med indtoget af grillentusiasterne i 90'erne blev det pludselig normalt at varme andre ting end blot bøffer og pølser på ristene. Flæskestegen til jul, kylling i cola, cuvette- og culottestege og meget mere var nu en mulighed, og danskerne, med Jan Glæsel og hans grillbøger, tog teten og udskiftede kassemodellen med en kuglegrill. Siden da er det gået rigtig stærkt, og i dag skal man forholde sig til om man vil have en variant med kul, gas eller måske en på el.
Elgrill - det perfekte valg til altanen
Selvom puritanere ikke mener, at man kan grille på andet end kul, er der visse situationer der gør, at man ikke har den mulighed. Bor du f.eks. i lejlighed, er der ofte regler for, at man ikke må have en grill stående på altanen pga. brandfare. Dog er det ofte muligt, hvis man derimod har en elvariant. Den helt store fordel ved en elgrill er, at der ikke er nogen flamme, og dermed heller ingen ild. Her sætter man bare stikket i kontakten, og venter på at den bliver varm nok til at lave mad på. Blandt nogle af de populære modeller er bl.a.:
- Weber Pulse 1000 og 2000
- Weber Q1400 og Q2400
- Char-broil All Star
- Morsø Piccolo Forno og Balcone
...for bare at nævne et par stykker. Markedet udvikler sig hurtigt indenfor elgrill, så det kan godt betale sig at læse op på de seneste anmeldelser, for at være helt opdateret.
Gasgrill - hverdagens helt
Tilbage i de gode 90'ere var tanken om, at man kunne grille med andet end kul fuldstændig utopisk. Men med den travle hverdag, og ønsket om stadig at lave lækker mad på de varme riste, blev gasgrillen taget imod med kyshånd af alle entusiasterne. Slut med at stå i en time for at gøre kullene klar - gasvarianten er klar på 10-15 minutter og i en hverdag med forældremøder, fitness, ungernes fodboldtræning og lektielæsning, så er det bare en lækker luksus at kunne have den klar på så kort tid, og stadig lave super lækker mad. Man får ikke den autentiske kulsmag, men til gengæld får du stadig en god grillsmag. Et godt tip er i øvrigt altid at have en ekstra gasflaske stående i tilfælde af, at du skulle løbe tør - for det er altså trist at stå med venner og familie og løbe tør for gas.
Der findes et hav af forskellige gasmodeller derude, og blandt nogle af de mest populære er Napoleon, Char-broil, Weber, Nordic Season, Morsø Forno, Nexgrill, Bakergrill, Kingstone, Broilking, Grillstar, Outdoor Chef m.fl.
Hvor mange brændere?
Når du skal købe en gasvariant, er en af de første ting, du skal finde ud af, hvor mange brændere du vil have. Hvis du bare bruge den engang imellem, og det bare er til to personer, så kan en variant med to brændere være rigeligt. Til den klassiske familie med 2 voksne og 2 børn er en med 3 brændere som oftest nok. Her får du stadig mulighed for at lave større ting på én gang. En variant med 4 brændere eller derover er perfekt til den store familie eller til dem, der ofte får gæster.
Udover antallet af brændere så er der også en række ekstraudstyr der følger med til nogle af modellerne. Det kan f.eks. være et sideblus, hvor du kan koge kartofler på, en searing station hvor temperaturen når voldsomt højt op, hvilket er genialt til når du skal give bøfferne den lækre, tykke stegeskorpe. Det er også muligt at købe en udgave med en infrarød eller IR brænder. Det er smart fordi det bl.a. genbruger varmen i grillen, og sikrer, at kødet ikke tørrer ud samt den er mere energieffektivt m.m. Nogle modeller har også en bagbrænder, som er med til at gøre varmen i grillen mere jævn, hvilket er optimalt til når du steger indirekte.
Kulgrill - puritanerens valg
For nogle er det ikke rigtigt tilberedt, med mindre det bliver lavet på kul. Den let røgede smag fra kullet giver også en markant anderledes smag end de andre alternativer, så det er helt forståeligt, at der stadig er nogle derude, der sværger til kul. Hvad end det er helt rigtigt trækul eller briketter, så får man en mere autentisk oplevelse, og nabolaget er heller ikke i tvivl om, hvad der foregår, når duften af kullet breder sig.
Kulvarianten fås i mange størrelser og former. Den mest populære er stadig kuglegrillen, men en keramisk model, som f.eks. en Kamado, eller en klassisk kassegrill giver stadig mange gode muligheder. Kassegrillen er som tidligere nævnt genial til den direkte stegemetode, hvor bøffer, pølser, kyllingefilet m.fl. får en god smag. En keramisk udgave er super til at holde på varmen, og dermed oplagt til low and slow metoden, hvor man tilberede maden længe med lav temperatur. Det er bl.a. det man gør, når man laver pulled pork, pulled duck, pulled chicken eller pulled beef, hvor man næsten som minimum skal have det over i 12 timer, og gerne op til 24 timer for at få det optimale ud af kødet.
Et godt tip til hvis du griller med kul eller briketter er at holde øje med priserne udenfor sæsonen. Der er ofte penge at spare ved at købe briketter og kul, hvis du køber i ydresæsonerne kontra i sommeren, hvor alle skal have fingrene i det sorte guld.
Man må aldrig gå ned på udstyr
Udstyr og tilbehør er nærmest som en hobby for mange. Har du grillen stående ude hele året rundt, er et grillovertræk et must. Overtrækket beskytter den mod vind og vejr, og med vores relativt fugtige miljø og uforudsigelige vejr, gør man sig en stor tjeneste med et kvalitetsovertræk.
En god grilltang og børste er også vigtigt. Det kan ikke undgås, at der kommer lidt rester på grillristen, når man griller, og en god grillbørste er værd at bruge lidt penge på. Det gør at grillristen forbliver ren og holder længere. Tangen er genial til, når du skal vende bøffer, pølser, majs og andre grøntsager. Og det er trods alt bedre end at brænde både fingrene og hånden.
Et stegetermometer kan være forskellen mellem succes og fiasko, for hvis du regnede med en culottesteg, der skulle være medium, men den endte med at være welldone, så er det en flad oplevelse. Stegetermometeret hjælper dig med at holde styr på kernetemperaturen i kødet, så du ved hvornår du skal tage kødet af. De fås i en række udgaver fra den helt klassiske analoge model, til modeller hvor du kan overvåge temperaturen via bluetooth og din telefon. Til grillnørden er det et vigtigt værktøj, men for den normale hobbygriller kan et stegetermometer med en enkelt probe være rigeligt. Man kan også købe et termometer med to prober i - et til kødet og et til varmen i grillen. De fleste grille i dag er udstyret med et termometer i låget, men der kan være stor forskel på, hvad temperaturen er der, hvor den måler, og hvor kødet ligger. Derfor er det vigtigt også at måle temperaturen ved kødet, når man f.eks. laver pulled pork, hvor temperaturen skal være stabil, og her kan den ekstra probe bruges til formålet.